Så stod de der. Med forventningen og håbet lysende ud af øjnene. To grupper. Afstand fra hinanden. Begge forventede det samme af mig, men jeg var tom. Jeg ville det ene, men følte mig bundet til det andet. Hvorfor vælge? Fordi man ikke kan få begge dele. Sådan er det, ja. Sådan var det ikke. Jeg kunne vælge fra dag til dag. De ville sige, det var okay. Men det var dengang.
Nu er der kommet nye boller på suppen. Forandringer, der har gjort, at jeg var nødt til at vælge. Jeg kan ikke længere være ét med alle. Nu har jeg valgt og nogen har vendt mig ryggen. Formentlig blot af misundelse, eller simpelthen bare af fortrængelse. Nu ser man det som en selvfølgelighed, at jeg kun vil have det ene. Men jeg vil have det hele. Og om ikke andet, så vil jeg kunne skifte imellem dem. Men det kan ikke lade sig gøre, for man ser det jo som en selvfølgelighed at jeg har valgt. Man forventer kun det værste. Og håber ikke længere.
Endnu værre blev det, da det viste sig, at valget jeg har taget, er blevet det forkerte. De har jo allerede hinanden. Og når de så skal vælge, gå sammen i mindre grupper, står jeg alene tilbage. Jeg er træt af at blive valgt til sidst. Træt af at stå alene. Jeg vil tilbage til det gamle, hvor jeg havde begge dele. Hvor jeg selv kunne vælge, og ingen blev skuffede. De vidste, at i morgen kom jeg tilbage til dem. Men det var jo dengang.
