Men det var jo dengang

Så stod de der. Med forventningen og håbet lysende ud af øjnene. To grupper. Afstand fra hinanden. Begge forventede det samme af mig, men jeg var tom. Jeg ville det ene, men følte mig bundet til det andet. Hvorfor vælge? Fordi man ikke kan få begge dele. Sådan er det, ja. Sådan var det ikke. Jeg kunne vælge fra dag til dag. De ville sige, det var okay. Men det var dengang.
Nu er der kommet nye boller på suppen. Forandringer, der har gjort, at jeg var nødt til at vælge. Jeg kan ikke længere være ét med alle. Nu har jeg valgt og nogen har vendt mig ryggen. Formentlig blot af misundelse, eller simpelthen bare af fortrængelse. Nu ser man det som en selvfølgelighed, at jeg kun vil have det ene. Men jeg vil have det hele. Og om ikke andet, så vil jeg kunne skifte imellem dem. Men det kan ikke lade sig gøre, for man ser det jo som en selvfølgelighed at jeg har valgt. Man forventer kun det værste. Og håber ikke længere.
Endnu værre blev det, da det viste sig, at valget jeg har taget, er blevet det forkerte. De har jo allerede hinanden. Og når de så skal vælge, gå sammen i mindre grupper, står jeg alene tilbage. Jeg er træt af at blive valgt til sidst. Træt af at stå alene. Jeg vil tilbage til det gamle, hvor jeg havde begge dele. Hvor jeg selv kunne vælge, og ingen blev skuffede. De vidste, at i morgen kom jeg tilbage til dem. Men det var jo dengang.

Søndag er den dag jeg

dovner, sover længe, render rundt i nattøj, ikke tager mig sammen til at løbe, tøffer rundt i sokker, spiller computer, spiller musik, drikker kaffe, går tur med min hund, lytter til radioen, skruer op for lyden, lægger neglelak, går i bad, spiser, kigger på billeder, tænder stearinlys, gemmer mig under dynen, læser i en kedelig bog, læser i en god bog, tænker, tegner, regner, øver mig i at knipse, i at fløjte, synger, danser, tager en slapper, dyrker yoga, ser confessions of a shopaholic, digter, hører det elektriske barometer, pakker taske, smører madpakke, bliver frustreret, skændes med Andreas, diskuterer med min mor, er sur på min far, tager 1 armbøjning, smiler,  ordner hår, finder tøj til i morgen, orker ingenting, laver musik, underlige lyde, rydder op, og roder igen, åbner mit vindue, tegner på gulvet, nusser min hund, spiller et spil, hikker, plukker blomster, støvsuger, finder gamle ting frem, tænker lidt mere, tager billeder, græder, passer mine kaniner, er dårlig til at passe mine kaniner, går på stylter, brokker mig over vejret, brokker mig over p4, stener tegneserier, lytter til Andreas’ ligegyldigheder, beder Andreas om at tie stille, får ondt i hovedet, spiser kage, ser Simon og Malou, kæler med en kat, går en tur på vejen, hader mine gummistøvler, laver underlige lyde, piller bussemænd, spiller sims, drømmer om en dreng, lyver (det med bussemændene var løgn), laver mad, bager kage, kigger på uret, kigger på indbakken, kigger i postkassen, kigger på blommetræet, gynger, driller en flue, maler et billede, maler et nyt billede, smider dem begge to ud, kigger i spejlet, beundrer mig selv i spejlet, skriver på min bog, foretager mig alt for lidt og slet intet og alt for underlige alt for mange ligegyldige ting!

En farlig aftale.
Et dunkende hjerte.
Ondt i maven.
Frygt.
 - en form for nervøsitet.

Så langt tør jeg alligevel ikke gå.
Pres mig ikke til det.

Et ængsteligt forsøg på at undslippe.
Men hvad skræmmer mig?
Dig eller mig selv?

Kærligheden.

Hvad er det der gør at vi fortjener noget så fantastisk som denne?
Fortjener vi den overhovedet?
Hvordan kan vi fortjene noget, vi ikke kan gengælde?
Og i så fald, ikke fortjene den nok til at beholde den for evigt?
Min mor. Hun fortjener den ikke. Hun skubber den alligevel bare væk. Hun kan ikke vil ikke smile. Hun vil bare brokke sig og være sur og muggen. Hvordan kan mennesker være så utaknemmelige?
Min far. Han prøver virkelig. Han vil vide hvad det er og hvorfor?
Men hvorfor, mor, hvorfor? Hvad er det han gør? Hvad er det den gør? Kærligheden?
Hvorfor fortjener han den ikke, mor?
Fortjener jeg den så heller ikke?
Vi fortjener den da alle sammen. Gør vi ikke? Hvad mor? Eller hvem? Hvem ved det?
Hvem ved, hvem der fortjener den? Og hvad vi skal gøre hvis vi ikke fortjener den?
Hvordan vi kan gøre os fortjent til den? Kærligheden.

Signe og Maria.

Kære Signe.
Tak for tre hyggelige dag på teltur, strandtur, cykeltur, snakketur, bage-kage og spise-kagetur, båltur, filmtur, sejltur og klippe-klistretur.
Er der noget, jeg har glemt?
Nårh ja, Tak for HYGGETUR.

Jeg har været sammen med Signe hjemme hos mig fra mandag til onsdag.
Vi hyggede os rigtig meget, og måske var det sidste gang i meget lang tid, for Signe skal på efterskole, og det bliver svært at få tid til at se hinanden, når jeg året efter også tager afsted.

Her er nogle billeder af de ting vi har lavet.

Udover et spejl og en fisk, lavedfe vi også et mikeymousehoved, og en tegning af en dreng og en pige sammen, men computeren vil ikke oploade de billeder...

Jeg har lige indset, at jeg har virkelig travlt.
Måske er det første gang i mit liv.

Busturen

Jeg sidder alligevel hele turen og tænker: "Du skal ikke komme herhen. Du skal ikke komme herhen!"
Så jeg kan lige så godt lade dig gøre det. Det ville da befri mig fra denne rædselsfulde tankegang..