g r æ n s e n

I virkeligheden..

I virkeligheden er jeg nok bare ikke så god til at blogge.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke kreativ nok.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke vild med ham.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke ligeglad alligevel.
I virkeligheden er jeg nok bare utrolig sensitiv.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke klar til at slutte på efterskolen.
I virkeligheden er det nok bare fordi, jeg ikke vil begynde på gymnasium.
I virkeligheden er jeg nok bare for doven til alle de lektier.
I virkeligheden vil jeg allerhelst være voksen.
I virkeligheden vil jeg nok bare ikke alligevel.
I virkeligheden kan jeg godt tage mig sammen til at løbe.
I virkeligheden er jeg nok bare træt af, at alt skal være så virkelig sandt og rigtigt.

Storby

Det var noget af en rutsjetur - noget af et fald. Det kom som et chok, efter det bevidst havde sneget sig ind på mig og pisket en stemning og en følelse op i mig. Følelsen af spænning, som snart skulle erstattes af frygt. Da det gik op, havde jeg ingen vej tilbage - jeg kunne kun knuge mig til det eneste sikre, jeg havde. Jeg skreg. Jeg skreg i de fem sekunder af faldet, det tog for skrækken og frygten at overstå. Så var det slut. Resten af turen var lettelse. Snart var jeg på fast og vandt grund igen og kunne slingrende, rystende komme tilbage til virkeligheden.
- Det Gyldne Tårn i Tivoli

Denne weekend har jeg været i København. Fuldstændig uimodståelige København. Jeg har besøgt min større søster på Amager. Vi har haft det hyggeligt. Jeg føler, at vi er tættere end nogensinde. Kanalrundfart, Tivoli, strøgtur og lagkagehus. Vin, lækker musik og kedeligt TV. Madlavning og Verdi. Tina Dickow, terningespil og kærestesnak. Kun et problem for vores personlige samtaler var min lillebror. 

til 9.b

Solen skinner så dejligt udenfor i dag. Det er stadig kun marts, men pludselig føles sommeren så tæt på. Jeg glæder mig til sommeren, men jeg føler allerede, at jeg bør nyde den nu. For om blot to måneder, skal jeg sige farvel til min dejlige klasse. Mine kammerater gennem 7 år. Mine søskende. Mine venner. Jeg ved, jeg ikke kommer til at holde kontakten med langt de fleste af dem - for mig skulle dette år bare have været noget, der skulle overstås - alle mine bedste veninder var flyttet eller rejst, kommet videre med deres liv. Nu er det snart min tur, og det føles så forfærdelig underligt. Et eller andet sted synes jeg også, det er ærgerligt. Ærgerligt at sådan en fantastisk klasse skal splittes. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at opleve en klasse med så godt et fællesskab. 
Det bliver nemt at sige farvel, for vi glæder os nok alle sammen til at komme videre i livet, møde nye venner, skabe nye oplevelser, men jeg tror, det bliver hårdt i længden. Når vi tænker over det inderst inde, vil vi nok savne hinanden, bare en lille smule.
Jeg selv, glæder mig til, jeg skal på efterskole, men det skræmmer mig også. Jeg skal ud og skabe nye venskaber. Det bliver mærkeligt. Jeg er jo vandt til at få venskaberne serveret på et sølvfad, hver dag jeg kommer ind i klassen. Det er som om I udstråler et “velkommen”. Man føler sig tryg, man føler, man hører til, man føler sig bekræftet.
9. b, I er en fantastisk klasse. VI er en fantastisk klasse. Og hurra for det. Hurra for OS.

Væk

Jeg kan ikke se ud.
Det eneste jeg kan se, når jeg kigger gennem ruden, er store, gule plamager fra forlygterne på de biler, der drøner forbi mig.
Jeg føler mig fanget.
Fanget i den her bus, som jeg kører med hver morgen. Fanget blandt alle de små, larmende børn. Tiden går så langsomt her. Den står næsten stille. Men alle bilerne derude, de bevæger sig. Fremad.
Busturen er den længste halve time på dagen. Jeg føler mig indelukket - i støj og beskidte omgivelser. Jeg mangler min ipod. Jeg mangler mine høretelefoner til min ipod. Jeg mangler min musik, min isolation fra al den glæde. Den barndom jeg ikke længere har.
Jeg hører ikke til her. Men alligevel sidder jeg i denne bus hver morgen, mens andre lever livet, danser, kysser, griner, oplever og drøner forbi mig.
Jeg har brug for at komme videre. Jeg vil ud af folkeskolen og starte på efterskolen.
Jeg vil have en kæreste, som elsker mig for mig og ikke mit udseende.
Jeg vil væk herfra.

Ud af højtaleren strømmer
den fineste teknik
melankolske melodier
hæse stemmer
jazz, der gynger
knitrende elektronisk
og en smule popmusik

Musik i alle genre
skaber stemninger og lyd
farver hverdagens gråtoner
giver endnu en grund til at leve..

music by Nord...

hjemmelavet video:-).

Men det var jo dengang

Så stod de der. Med forventningen og håbet lysende ud af øjnene. To grupper. Afstand fra hinanden. Begge forventede det samme af mig, men jeg var tom. Jeg ville det ene, men følte mig bundet til det andet. Hvorfor vælge? Fordi man ikke kan få begge dele. Sådan er det, ja. Sådan var det ikke. Jeg kunne vælge fra dag til dag. De ville sige, det var okay. Men det var dengang.
Nu er der kommet nye boller på suppen. Forandringer, der har gjort, at jeg var nødt til at vælge. Jeg kan ikke længere være ét med alle. Nu har jeg valgt og nogen har vendt mig ryggen. Formentlig blot af misundelse, eller simpelthen bare af fortrængelse. Nu ser man det som en selvfølgelighed, at jeg kun vil have det ene. Men jeg vil have det hele. Og om ikke andet, så vil jeg kunne skifte imellem dem. Men det kan ikke lade sig gøre, for man ser det jo som en selvfølgelighed at jeg har valgt. Man forventer kun det værste. Og håber ikke længere.
Endnu værre blev det, da det viste sig, at valget jeg har taget, er blevet det forkerte. De har jo allerede hinanden. Og når de så skal vælge, gå sammen i mindre grupper, står jeg alene tilbage. Jeg er træt af at blive valgt til sidst. Træt af at stå alene. Jeg vil tilbage til det gamle, hvor jeg havde begge dele. Hvor jeg selv kunne vælge, og ingen blev skuffede. De vidste, at i morgen kom jeg tilbage til dem. Men det var jo dengang.

Søndag er den dag jeg

dovner, sover længe, render rundt i nattøj, ikke tager mig sammen til at løbe, tøffer rundt i sokker, spiller computer, spiller musik, drikker kaffe, går tur med min hund, lytter til radioen, skruer op for lyden, lægger neglelak, går i bad, spiser, kigger på billeder, tænder stearinlys, gemmer mig under dynen, læser i en kedelig bog, læser i en god bog, tænker, tegner, regner, øver mig i at knipse, i at fløjte, synger, danser, tager en slapper, dyrker yoga, ser confessions of a shopaholic, digter, hører det elektriske barometer, pakker taske, smører madpakke, bliver frustreret, skændes med Andreas, diskuterer med min mor, er sur på min far, tager 1 armbøjning, smiler,  ordner hår, finder tøj til i morgen, orker ingenting, laver musik, underlige lyde, rydder op, og roder igen, åbner mit vindue, tegner på gulvet, nusser min hund, spiller et spil, hikker, plukker blomster, støvsuger, finder gamle ting frem, tænker lidt mere, tager billeder, græder, passer mine kaniner, er dårlig til at passe mine kaniner, går på stylter, brokker mig over vejret, brokker mig over p4, stener tegneserier, lytter til Andreas’ ligegyldigheder, beder Andreas om at tie stille, får ondt i hovedet, spiser kage, ser Simon og Malou, kæler med en kat, går en tur på vejen, hader mine gummistøvler, laver underlige lyde, piller bussemænd, spiller sims, drømmer om en dreng, lyver (det med bussemændene var løgn), laver mad, bager kage, kigger på uret, kigger på indbakken, kigger i postkassen, kigger på blommetræet, gynger, driller en flue, maler et billede, maler et nyt billede, smider dem begge to ud, kigger i spejlet, beundrer mig selv i spejlet, skriver på min bog, foretager mig alt for lidt og slet intet og alt for underlige alt for mange ligegyldige ting!

En farlig aftale.
Et dunkende hjerte.
Ondt i maven.
Frygt.
 - en form for nervøsitet.

Så langt tør jeg alligevel ikke gå.
Pres mig ikke til det.

Et ængsteligt forsøg på at undslippe.
Men hvad skræmmer mig?
Dig eller mig selv?

Kærligheden.

Hvad er det der gør at vi fortjener noget så fantastisk som denne?
Fortjener vi den overhovedet?
Hvordan kan vi fortjene noget, vi ikke kan gengælde?
Og i så fald, ikke fortjene den nok til at beholde den for evigt?
Min mor. Hun fortjener den ikke. Hun skubber den alligevel bare væk. Hun kan ikke vil ikke smile. Hun vil bare brokke sig og være sur og muggen. Hvordan kan mennesker være så utaknemmelige?
Min far. Han prøver virkelig. Han vil vide hvad det er og hvorfor?
Men hvorfor, mor, hvorfor? Hvad er det han gør? Hvad er det den gør? Kærligheden?
Hvorfor fortjener han den ikke, mor?
Fortjener jeg den så heller ikke?
Vi fortjener den da alle sammen. Gør vi ikke? Hvad mor? Eller hvem? Hvem ved det?
Hvem ved, hvem der fortjener den? Og hvad vi skal gøre hvis vi ikke fortjener den?
Hvordan vi kan gøre os fortjent til den? Kærligheden.

Signe og Maria.

Kære Signe.
Tak for tre hyggelige dag på teltur, strandtur, cykeltur, snakketur, bage-kage og spise-kagetur, båltur, filmtur, sejltur og klippe-klistretur.
Er der noget, jeg har glemt?
Nårh ja, Tak for HYGGETUR.

Jeg har været sammen med Signe hjemme hos mig fra mandag til onsdag.
Vi hyggede os rigtig meget, og måske var det sidste gang i meget lang tid, for Signe skal på efterskole, og det bliver svært at få tid til at se hinanden, når jeg året efter også tager afsted.

Her er nogle billeder af de ting vi har lavet.

Udover et spejl og en fisk, lavedfe vi også et mikeymousehoved, og en tegning af en dreng og en pige sammen, men computeren vil ikke oploade de billeder...

Jeg har lige indset, at jeg har virkelig travlt.
Måske er det første gang i mit liv.

Busturen

Jeg sidder alligevel hele turen og tænker: "Du skal ikke komme herhen. Du skal ikke komme herhen!"
Så jeg kan lige så godt lade dig gøre det. Det ville da befri mig fra denne rædselsfulde tankegang..

verden er...

stor
utilregnelig
egoistisk




Hvad godt er der ved det?

Do you want some fun?

JEG VIL HA DET SJOVT

NU

De bedste billeder

Af Thomas, Maja og mig...

Som en sort og tung sky;
Den hænger
så kun problemer kan søge ly


Dækker til dit sind,
Dens mørke
så intet godt kan lukkes ind


Samvittigheden fylder mit sind;
Pakker mig omhyggeligt ned,
Jeg krymper mig for kun facaden skjuler den,




Ingen kærlighed..












(fordi jeg har indset, at jeg ikke elsker dig)

Om forelskelse..

Det er hårdt at være ulykkelig-forelsket, eller bare overhovedet-ikke-forelsket!


Jeg ville hellere være lykkelig-forelsket end uopnåeligt-forelsket.
Det ville være dejligt, hvis jeg kunne blive sommer-forelsket. 


Men jeg vil allerhelst være evigt-forelsket...

I dag pustede jeg sæbebobler

- for første gang siden jeg var lille.
Dengang elskede jeg sæbebobler.. 
Jeg husker hvordan jeg brugte flere timer på at kigge på de smukke, farverige bobler.
Jeg husker at jeg ikke stoppede før flasken var tom, og da flasken var tom, bad jeg mor om at lave noget mere, men hver gang blev jeg skuffet, fordi det aldrig blev ligeså godt..
Jeg husker hvordan jeg irriteret puffede Andreas væk, fordi han prikkede dem itu med sine dengang små pølse-pegefingre.
Jeg husker hvordan jeg prøvede at fange dem igen og hoppede og dansede rundt i haven, men hver gang måtte give op - forpustet og udmattet..


De minder giver mig ro i sindet..