g r æ n s e n

I virkeligheden..

I virkeligheden er jeg nok bare ikke så god til at blogge.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke kreativ nok.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke vild med ham.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke ligeglad alligevel.
I virkeligheden er jeg nok bare utrolig sensitiv.
I virkeligheden er jeg nok bare ikke klar til at slutte på efterskolen.
I virkeligheden er det nok bare fordi, jeg ikke vil begynde på gymnasium.
I virkeligheden er jeg nok bare for doven til alle de lektier.
I virkeligheden vil jeg allerhelst være voksen.
I virkeligheden vil jeg nok bare ikke alligevel.
I virkeligheden kan jeg godt tage mig sammen til at løbe.
I virkeligheden er jeg nok bare træt af, at alt skal være så virkelig sandt og rigtigt.

Storby

Det var noget af en rutsjetur - noget af et fald. Det kom som et chok, efter det bevidst havde sneget sig ind på mig og pisket en stemning og en følelse op i mig. Følelsen af spænning, som snart skulle erstattes af frygt. Da det gik op, havde jeg ingen vej tilbage - jeg kunne kun knuge mig til det eneste sikre, jeg havde. Jeg skreg. Jeg skreg i de fem sekunder af faldet, det tog for skrækken og frygten at overstå. Så var det slut. Resten af turen var lettelse. Snart var jeg på fast og vandt grund igen og kunne slingrende, rystende komme tilbage til virkeligheden.
- Det Gyldne Tårn i Tivoli

Denne weekend har jeg været i København. Fuldstændig uimodståelige København. Jeg har besøgt min større søster på Amager. Vi har haft det hyggeligt. Jeg føler, at vi er tættere end nogensinde. Kanalrundfart, Tivoli, strøgtur og lagkagehus. Vin, lækker musik og kedeligt TV. Madlavning og Verdi. Tina Dickow, terningespil og kærestesnak. Kun et problem for vores personlige samtaler var min lillebror. 

til 9.b

Solen skinner så dejligt udenfor i dag. Det er stadig kun marts, men pludselig føles sommeren så tæt på. Jeg glæder mig til sommeren, men jeg føler allerede, at jeg bør nyde den nu. For om blot to måneder, skal jeg sige farvel til min dejlige klasse. Mine kammerater gennem 7 år. Mine søskende. Mine venner. Jeg ved, jeg ikke kommer til at holde kontakten med langt de fleste af dem - for mig skulle dette år bare have været noget, der skulle overstås - alle mine bedste veninder var flyttet eller rejst, kommet videre med deres liv. Nu er det snart min tur, og det føles så forfærdelig underligt. Et eller andet sted synes jeg også, det er ærgerligt. Ærgerligt at sådan en fantastisk klasse skal splittes. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at opleve en klasse med så godt et fællesskab. 
Det bliver nemt at sige farvel, for vi glæder os nok alle sammen til at komme videre i livet, møde nye venner, skabe nye oplevelser, men jeg tror, det bliver hårdt i længden. Når vi tænker over det inderst inde, vil vi nok savne hinanden, bare en lille smule.
Jeg selv, glæder mig til, jeg skal på efterskole, men det skræmmer mig også. Jeg skal ud og skabe nye venskaber. Det bliver mærkeligt. Jeg er jo vandt til at få venskaberne serveret på et sølvfad, hver dag jeg kommer ind i klassen. Det er som om I udstråler et “velkommen”. Man føler sig tryg, man føler, man hører til, man føler sig bekræftet.
9. b, I er en fantastisk klasse. VI er en fantastisk klasse. Og hurra for det. Hurra for OS.

Væk

Jeg kan ikke se ud.
Det eneste jeg kan se, når jeg kigger gennem ruden, er store, gule plamager fra forlygterne på de biler, der drøner forbi mig.
Jeg føler mig fanget.
Fanget i den her bus, som jeg kører med hver morgen. Fanget blandt alle de små, larmende børn. Tiden går så langsomt her. Den står næsten stille. Men alle bilerne derude, de bevæger sig. Fremad.
Busturen er den længste halve time på dagen. Jeg føler mig indelukket - i støj og beskidte omgivelser. Jeg mangler min ipod. Jeg mangler mine høretelefoner til min ipod. Jeg mangler min musik, min isolation fra al den glæde. Den barndom jeg ikke længere har.
Jeg hører ikke til her. Men alligevel sidder jeg i denne bus hver morgen, mens andre lever livet, danser, kysser, griner, oplever og drøner forbi mig.
Jeg har brug for at komme videre. Jeg vil ud af folkeskolen og starte på efterskolen.
Jeg vil have en kæreste, som elsker mig for mig og ikke mit udseende.
Jeg vil væk herfra.

Ud af højtaleren strømmer
den fineste teknik
melankolske melodier
hæse stemmer
jazz, der gynger
knitrende elektronisk
og en smule popmusik

Musik i alle genre
skaber stemninger og lyd
farver hverdagens gråtoner
giver endnu en grund til at leve..

music by Nord...

hjemmelavet video:-).